De nominerede til DesignTalent 2017

Til DesignTalent 2017 er der 12 nominerede, som kommer til at dyste om titlen som Årets DesignTalent til Danish Entrepreneurship Award. Du kan læse om de nominerede og se deres fede designs her.

 

Amanda Bjerager Vesthardt, 5. semester, Designskolen Kolding
Amanda er nomineret med sin minikollektion The story of a Bride, a Jellyfish and a Seaturtle. Til dette design har hun brugt reststof og en brudekjole. Med sit design vil Amanda udfordre og sætte spørgsmålstegn ved menneskers forbrug af tøj og materialer, da hun udelukkende bruger genbrugsmaterialer.

 

Danica Mlynáriková, Designskolen Kolding
Danica er nomineret til konkurrencen med sit design Material imitation. Designet viser nye måder at arbejde med skum på i designindustrien. Visuelt ser det ud som om, at produktet består af hårdt materiale, men det er egentlig lavet af skum og er dermed blødt.


 

Dina Haabendal Petersen, Alba Amengol Gay, Gaëlle Blanchard og Nicoletta Afentouli, Designskolen Kolding
Dina, Alba, Gaëlle og Nicoletta stiller op til DesignTalent-konkurrencen med deres design FingerToops, der gør det nemmere at arbejde med ler. Deres design kan personliggøres i forhold til størrelse, så det passer til hver enkelt brugers fingre. Det findes også i flere forskellige former, så brugeren selv vælger, hvordan han/hun vil bruge redskabet. 

 

Gabija Rindzeviciute, færdiguddannet fra Fashion Design Akademiet i 2016
Gabija er nomineret med designet Linear Henna Dress, hvor henna bliver brugt som print på kjolen. Med sit produkt fokuserer Gabija på bæredygtighed, da hun bruger antibakteriel bambusstof, og det naturlige produkt henna, som minimerer risikoen for allergi og reducerer spild. 


 

Ghazaleh Akhavan, færdiguddannet fra Designskolen Kolding i marts 2017, og Michael Molver Nissen, Designskolen Kolding
Ghazaleh og Michael stiller op til DesignTalent med deres design ComposTech. ComposTech er et højteknologisk køkkenapparat, som reducerer madspild. Maskinen omdanner madspild til gødning i løbet af mindre end 48 timer, og Ghazaleh og Michael har valgt, at apparatet skal have et enkelt og moderne look, så det passer ind i skandinaviske køkkener.

 

 

 

 

 

 

 


Liselotte Hornstrup Pedersen, færdiguddannet fra Designskolen Kolding i 2016
Liselotte er nomineret med sit design Surface Awareness. Dette design er en kollektion, som består af tidløse designs, der er lavet til at kunne holde, bruges og vaskes i lang tid, og som ikke er afhængige af sæsonernes trends. Tøjet bliver produceret med omtanke for ressourcer og laves af genbrugs- og restmaterialer.

  Louise Helena Rosander, Fashion Design Akademiet 
Louise er nomineret til DesignTalent 2017 med IDesign (Interchangeable Design). Louise har udviklet to styles på en skjorte, og med disse to styles kan du selv lave 29 forskellige looks. På denne måde kan du føle, at du har nyt tøj på – uden at det faktisk er noget nyt. Dermed kan du forebygge at købe for meget og smide for meget ud.
 

Masouda Nouri, færdiguddannet fra Fashion Design Akademiet i 2016
Masouda stiller op med sit design I’m a Woman, som har til formål at provokere den gængse samfundstone og skabe humanistisk og politisk debat. Hver style er forskellige fra hinanden ved at have sin egen historie og et nyt look. Ved at fortælle en historie gennem sit design vil Masouda bekæmpe hverdagsproblematikker og realisere en kamp for den menneskelige frihed.
 

Mette Sønderriis, KADK
Mettes design hedder Hjemmelighed og er en serie tekstiler til gardiner, som er tænkt til brug på kontorer. Designet er udviklet til at tage højde for flere forskellige rummelige aspekter med formålet at skabe en hyggelig atmosfære på kontorer. 

 

Mia Ingerslev Larsen og Nina Sofia Gjødsbøl Rüder, færdiguddannede fra KADK i 2016
Mia og Nina er nomineret til DesignTalent 2017 med deres design Mowgli, som er en lampe, der kan bruges i flere forskellige situationer. Den kan både stå, hænge og ligge, så det afhænger helt af brugerens behov. Lamperne er lavet af lameller, som er behandlet med sortpigmenteret olie, hvilket giver et spil i overfladen.

 

Mikkel Mikkelsen, Designskolen Kolding
Mikkel er nomineret til DesignTalent med sit bachelor afgangsprojekt. Produkterne, som hedder Floating Oak, består af to gynger, som kan bruges både udendørs i sommerperioden og indendørs i vinterperioden, da de er designet og fremstillet med henblik på at kunne optage og afgive fugt, som forholdene ændrer sig. 

 

Søs Christine Hejselbæk, 5. semester, Designskolen Kolding
Søs deltager med sit design Body & Space. Designets fokus og koncept er relationen mellem krop og rum. Det er baseret på eksperimenter og undersøgelser med sfæren omkring kroppen. Søs har valgt en bæredygtig tilgang, og hele kollektionen består derfor udelukkende af mono-materialer – 100% polyester og 100% silke.