Emil Lagoni Valbak - når man vinder DesignTalent...

En tidligere vinder gjorde mig nysgerrig

Første gang jeg hørte om Danish Entrepreneurship Award og DesignTalent-konkurrencen, var da min gamle studiekammerat, Martin D. Christensen, vandt prisen tilbage i 2013. Martins deltagelse gjorde mig nysgerrig på konceptet, og jeg har derfor siden haft en idé om Danish Entrepreneurship Award som et godt sted at gøre opmærksom på sit design og nå ud til en bredere skare af mennesker. Så da chancen var der, sendte jeg mit afgangsprojekt, Adapt, ind og håbede på, at jeg ville blive en af de udvalgte til konkurrencen.

 

Det var på det tidspunkt nogle måneder siden, at jeg var blevet færdig på Kunstakademiets Designskole, og det var så småt begyndt at gå op for mig, at jeg ikke længere var studerende, men at jeg skulle til at finde ud af, hvor jeg hørte til i en lille branche med mange ildsjæle. Var det, jeg havde at tilbyde, overhovedet noget, der var interesse for? Dette og lignende spørgsmål var jeg begyndt at stille mig selv, og da det var let, i løbet af uddannelsen, at lukke sig inde i en kreativ boble, var DesignTalent en gylden mulighed for at komme ud med sit design og få svaret. Et par dage efter at jeg havde indsendt mit design, fik jeg svar; jeg var udvalgt som en af 18 designere fra de forskellige kreative uddannelser, som skulle udstille og fremvise deres designs i Fredericia.

 

Awarden, dommerne og de andre talenter

Selve dagen startede tidligt om morgenen, og mens jeg kørte mod Fredericia, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville komme til at gå. Hvem var de andre? – man havde jo set projekterne på billeder, men hvordan ville de se ud 1:1. Hvad med dommerne? – ville de kunne forstå, hvad jeg ville med mit design?

 

Da jeg ankom på Awarden, begyndte jeg at pakke Adapt ud og gøre min stand klar. De fleste andre deltagere var der allerede. Nogle gik rundt og rettede på de sidste ting, inden den officielle start på Awarden, andre snakkede. Der er en forventningsfuldhed i luften omkring DesignTalent-området.

 

Dagen startede officielt med at vi blev introduceret for dagens program, og samtidigt mødte vi de tre dommere. Dommerne gik fra projekt til projekt og lyttede grundigt og opmærksomt, hvilket gav os andre mulighed for at kigge rundt og snakke indbyrdes deltagerne imellem. Mens jeg gik rundt mellem de udstillede designs, var det tydeligt at se, hvor stort et område designfaget egentligt dækker over. Af de udstillede projekter var der bl.a. både møbler, lamper, tøj og sågar dækketøj, og selvom der var stor forskel på projekterne, var ens for dem alle den entusiasme og kreativitet, der skinnede igennem både hos deltagerne og deres designs.

 

DesignTalent-konkurrencen gav mig i løbet af dagen muligheden for at tale med mennesker i alle aldre – fra folkeskoleelever til branchefolk og alt derimellem. Det gav en udfordrende variation, der samtidigt var med til at holde mig til ilden, da jeg både skulle være informerende og præcis i måden, jeg formidlede mit design og mine idéer på. Da dommerne kom forbi min stand, havde jeg talt mig varm og præsenterede Adapt, mens dommerne interesserede spurgte ind til både design og funktioner.

 

Prisoverrækkelse og anerkendelse

Da jeg var færdig med min samtale med dommerne, følte jeg, at der var en god stemning omkring mit design, og resten af dagen gik med at tale med de mange andre interesserede på Awarden. Det resulterede da også i, at jeg var noget træt i hovedet, da jeg sidst op dagen, satte mig til rette for at overvære den store, samlede prisoverrækkelse. Den træthed forsvandt dog hurtigt, da jeg til min overraskelse hørte mit navn blive kaldt som vinder af DesignTalent 2015.

 

Følelsen af at blive kaldt op foran mere end 6000 mennesker og blive anerkendt for det design, man har gået og arbejdet med så længe, er svært at beskrive. På den ene side virker det lidt uvirkeligt, og på den anden side går alting så hurtigt, at man prøver at holde fast i øjeblikket. Den positive respons jeg har fået på Danish Entrepreneurship Award fra alle sider, har givet mig en vished om, at mine designs har en relevans. Det har samtidigt givet mig mod på at gå videre og presse på for at få mine designs ud i verden.

 

Vil du vide mere om DesignTalent-konkurrencen og se nogle af de tidligere deltageres designs, så læs mere her.