Har du set en mulighed i dag?

Linda Greve er forsker på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med retorik, læring, didaktik og filosofi, kommer med gode råd til, hvad man gør ved en god idé.

 

Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive nogle gode råd til, hvordan man gør noget ved en idé, man har i maven. Men faktisk er der ikke meget evidens for, at idéer kommer fra maven. De kommer fra den hverdan, du har. Hvis du vil skabe værdi for dig selv og andre, skal du øve dig i at se muligheder frem for at få idéer. Her er otte gode råd til hvordan.

 

1: Det altoverskyggende råd er: Vær nysgerrig!
Du skal turde lytte efter det, du ikke ved i forvejen. Du har sikkert hørt ”fail fast, succeed sooner”. Og en del af det at fejle er at turde indse, at det, du tror, du ved noget om, måske ændrer sig.

 

2: Det er dine muligheder – men hvem er du?
Brug lidt tid på at undersøge din hverdag. Hvad laver du? Hvem kender du? Hvilke ting interesserer du dig for? Og er der nogle af alle de ting, der gør, at du ser nogle sammenhænge, andre ikke ser? Muligheder opstår af, hvem du er, hvad du kan, og hvem du kender.

 

3. Vær opmærksom: hvad i din hverdag burde ”nogen” gør noget ved?
I stedet for at tænke i produkter skal du tænke på behov – for det er behovet, din løsning skal tilfredsstille, så nogen vil købe dit produkt. Er køen for lang i kantinen? Får folk ikke lavet deres lektier? Er store tørklæder in, men for dyre? Muligheder skabes i de der ’det må nogen da se at tage sig af’-situationer. Hvis du vil gøre det til din mulighed, er det dig, der skal gøre noget ved det!

 

4: Snak med nogen om det!
Når du har det helt færdige produkt, er det for sent at rette til. Så snak med folk om de muligheder du ser og pump dem for idéer til løsninger. Hvis ingen andre end dig ser problemet, er dit marked ret lille! Også når du har idéer til løsninger, skal du prøve dem af på potentielle kunder. Det er sådan, du udvikler noget, folk vil bruge. 

 

5: Tillad at din mulighed og dine idéer ændrer sig.
Du bliver helt sikkert klogere i din proces. Tillad at dit fremtids-jeg er klogere end dit fortids-jeg. Det er ikke meningen, du skal vide det hele nu!

 

6: Der går 3000 elendige idéer på én god!
Du skal ikke vente på den ene gode idé; du skal have et hav af idéer, som måske tilsammen – eller på trods af hinanden – bliver til noget virkelig fedt.

 

7: Lav en forretningsmodel og drop forretningsplanen
Jeg melder mig i koret af folk, der ikke tror på forretningsplaner, men er glad for forretningsmodeller. Find Osterwalder og Pigneurs Business Model Canvas på nettet og begynd at udfylde det med det samme.

 

8: Øv dig i at pitche
Lav din salgstale og bliv ved med at udvikle den. Husk at den skal være en præsentation af din kundes behov, ikke af hvor fed du er – alle vil helst høre en historie om sig selv – det vil dine kunder og investorer også.