13 unge kinesere deltager i Danish Entrepreneurship Award 2017

Op mod 7000 elever og studerende deltager i år ved Danish Entrepreneurship Award 2017, som afholdes i Fredericia til november. Men i år åbner Danish Entrepreneurship Award op og byder for første gang velkommen til en gruppe elever fra Kina, som skal deltage i Idekonkurrencen.

Når Danish Entrepreneurship Award 2017 bliver afholdt d. 16. november i Fredericia, er der ikke kun danske iværksætterspirer at finde. En delegation fra Kina under organisationen JA China vil også være klar i Messe C, når dagen skydes i gang.

 

Ideen om at invitere JA China til Danish Entrepreneurship Award kom tilbage i 2016 på en opfordring fra den tidligere bestyrelsesformand for Fonden for Entreprenørskab, Jørgen Mads Clausen. Men på grund af logistiske årsager lykkedes det ikke at få kineserne til Danmark i første omgang.

 

I foråret 2017 henvendte JA China sig selv til Fonden for Entreprenørskab, og nu er det lykkedes at få dem hertil. Og det er et stort plus for awarden, siger projektleder Camilla Ryge Leth:
Vi er meget glade for, at JA China kommer til Danmark. Det siger noget om vores gode samarbejdspartnere rundt omkring i verden, og samtidig er det historien om et event, som bliver ved med at udvikle sig. Vi glæder os til at byde JA China velkommen til Danish Entrepreneurship Award 2017”.

 

Delegationen fra Kina tæller 11 piger og 2 drenge i alderen 16-18 år. Eleverne studerer til daglig handel og regnskab på Shanghai Commercial Accounting School. Med på turen har de en lærer og to repræsentanter fra JA China, og de unge kinesere har større ambitioner end blot at kigge på. De har nemlig meldt sig til Idekonkurrencen ved Danish Entrepreneurship Award 2017.

 

Vivien Han, som er delegationsleder for JA China, fortæller, at hun ser meget frem til at få sine elever med til awarden: 

Idekonkurrencen er perfekt egnet for vores studerende. Det er en ideel platform til at øve deres teamwork og kreativitet”.


JA China er i Danmark fra den 14.-23. november. Dagen inden awarden skal de besøge International Business College i Fredericia, hvor de blandt andet skal samarbejde med danske studerende. Derudover står den på et besøg hos Danfoss og Lego. Og Vivien Han håber, at turen til Danmark vil styrke eleverne:

Under vores besøg i Danmark ønsker vi, at vores elever kommer i kontakt med lokale studerende. Erfaring er den bedste måde at lære på. Vi håber, at turen kan give eleverne mere indsigt, øge deres selvtillid og lære dem at samarbejde”.

 

Til Danish Entrepreneurship Award 2017 vil der foruden de 13 kinesere også være deltagere fra Norge og Grønland at finde.