17 nov 2016  /  Administrator

Vinderne af Danish Entrepreneurship Award 2016 er fundet

Børn og unge fra hele landet fik testet deres ideer foran erfarne erhvervsfolk, da Award2016 blev afholdt 17. november i Fredericia. Ambulance-droner, kostplanlægning og jagtfællesskaber var blandt de mange vinderforslag, der blev hyldet foran næsten 7.000 deltagere.

Kreativiteten og de gode idéer var i højsædet, da mere end 6.700 børn og unge torsdag d. 17. november mødte op med plancher, prototyper og businesscases under armen til Danish Entrepreneurship Award 2016 – landets største iværksætterfest for innovative og kreative unge. 

Det er sjette gang, at Danish Entrepreneurship Award løber af stablen. Mere end 2.000 unge deltog i den store idékonkurrence, mere end 3.000 elever fra 6.-7. klasse dystede i Projekt Edison, mens Da Vinci-konkurrencen samlede de mest lysende hoveder på ungdomsuddannelserne. Derudover uddelte Fonden for Entreprenørskab tre mikrolegater til studerende, hvis idéer udviste et særligt lovende potentiale.

 

Droner og kostplanlægnings-app

Blandt de kreative vinderideer var både et socialt netværk for jagtinteresserede, en fleksibel BH med udskiftelige dele og en nytænkende kostplanlægnings-app. 

Vinderne af Projekt Edison for 6. og 7. klasse var Team FIVR4 fra Fællesskolen Favrdal Fjelstrup i Haderslev, der havde fået en idé til en ambulancedrone, der flyver ud til trafikuheld med en nødhjælpskasse og sender billeder af de tilskadekomne til alarmcentralen, som så kan sende det rigtige udstyr afsted.

 

Pengene bruges på klassetur

Til stor jubel kunne de fire elever fra Haderslev tage hjem med en førsteplads samt en check på 10.000 kroner, der er sponsoreret af GF Fonden.

”Det er så fedt! Vi havde ikke regnet med, at vores idé var god nok til at vinde førstepladsen. Men det var den! Nu vil vi snakke med nogle politikere om at realisere ideen, og så vil vi bruge de 10.000 kroner på en klassetur til København,” lød det fra vinderholdet. 

Men den sønderjyske 6. klasse var ikke de eneste med innovative idéer. Flere af vinderne i Da Vinci-konkurrencen for landets ungdomsuddannelser har allerede lavet prototyper og skaffet investorer til deres projekter. 

”Niveauet har været virkelig højt i år; både i Projekt Edison, Idékonkurrencen og Da Vinci. Det er virkelig vigtigt, for de unge lærer, at gode idéer har en værdi, som kan bruges i samfundet,” siger Camilla Ryge Leth, projektleder for Danish Entrepreneurship Award.

 

Professionel sparring

Foruden konkurrencerne havde de unge mulighed for at deltage i workshops, kreative zoner og få professionel sparring eller blive inspireret af erfarne iværksættere som Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen (begge kendt fra DRs ”Løvens Hule”), Moonis Kamil og Henrik Skov, der stillede deres erfaring og viden til rådighed for de unge iværksættertalenter.

Danish Entrepreneurship Award 2016 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.

 

Se alle vinderne her.