Tre elever fra Aarhus imponerede og vandt bronze i landsfinalen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison

 

Tre elever fra Vestergårdsskolen vandt torsdag 3. pladsen i den landsdækkende opfinderkonkurrence Projekt Edisonved Danish Entrepreneurship Award 2017. Gruppens idé med et dræn i vejen, der skal forhindre aquaplaning var så god, at de endte med en flot samlet 3. plads.

 

Næsten 7000 innovative unge var torsdag samlet til en dag fyldt med gåpåmod og kreative idéer til Danish Entrepreneurship Award 2017. Eleverne fra Vestergårdsskolen i Aarhusvar taget til Fredericia for at deltage i Projekt Edison finalen, som i år talte 681 deltagere, og det blev i sidste ende deres idé, der trak sig sejrrigt ud af den store finale.

 

Dræn der skal forhindre aquaplaning
Glæden strålede ud af Signe Marie Lund, Mads Søndermark Bentzen og Ida Hasselgren Jonsson da de ud af højtalerne ved det store awardshow blev udråbt som 3. plads-vindere af Projekt Edison med deres idé Aqua Planing. De tre elever fra 6.A har udviklet ideen til et linjedræn, der skal lægges i vejen, så vand kan føres væk, når det regner voldsomt. På den måde skal man kunne undgå aqua planning. De har arbejdet med idéen i skolen i løbet af efteråret under temaet ”Vand på godt og ondt”, og præmien blev overrakt af Gunnar Hansen fra GF Forsikrings Fond, som også har sponsoreret præmien på 4000 kroner til vinderne.  

 

Det er helt vildt sindssygt og helt surrealistisk. Det har været mega spændende at arbejde med det her, og vi har lært en hel masse. Vi har bl.a. lært, hvordan man kommer igennem en designproces, vi har lært meget om emnet vand, og også hvordan man kontakter fremmede mennesker,” lød det fra gruppen, da de vandt.

 

Selvom Aqua Planing var blandt de tre vindere i Projekt Edison, var de oppe mod mange andre skarpe ideer, som pressede dem til de sidste.

 

I år har vi set mange spændende, kreative og ikke mindst meget brugbare idéer. Det er virkelig medrivende, hvordan deltagerne har lagt så mange kræfter i deres arbejde, og vi er glade for, at vi igen i år har givet dem meget sparring retur, så de kan gå hjem med masser af erfaring og ny viden,” siger Camilla Ryge Leth, projektleder for Danish Entrepreneurship Award.

 

Vindere blandt over 10.000 deltagere
Til finalen i Projekt Edison stillede 681 unge op fordelt på 165 forskellige hold. Alle holdene havde inden finaledagen kvalificeret sig gennem lokalfinaler, og der har været over 10.000 elever med på landsplan. Det var derfor topmotiverede 6.- 7. klasser som mødte op til awarden.

 

Det er syvende gang, at Danish Entrepreneurship Award samler unge fra hele landet til en dag med innovative ideer. Mere end 2.000 unge deltog igen i år i den største konkurrence, Idékonkurrencen. De yngste deltagere fra 6.-7. klasse kæmpede om den bedste opfindelse i Projekt Edison, mens Da Vinci-konkurrencen var for ungdomsuddannelserne. Derudover blev årets DesignTalent kåret, og Fonden for Entreprenørskab delte også tre mikrolegater á 25.000 kr. ud til studerende, som havde særligt gode idéer.

 

Udover at deltage i konkurrencerne kunne de unge også få professionel sparring fra erfarne erhvervsfolk og høre foredrag med erfarne iværksættere som fx Tommy Ahlers og Ilse Jacobsen, der begge er kendt fra DR1-programmet Løvens Hule.


Danish Entrepreneurship Award 2017 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.