Fem elever fra UC Holstebro vandt torsdag 1. pladsen i udstillingskonkurrencen Da Vinci og 10.000 kr., da de var til Danish Entrepreneurship Award 2018.

6700 innovative unge var torsdag samlet til en dag fyldt med gåpåmod og kreative idéer til Danish Entrepreneurship Award 2018. UC Holstebro havde sendt gruppen Starcke & Co. til Fredericia til at pitche deres idé i konkurrencen Da Vinci. Gruppen kunne glade og stolte sætte næsen mod Holstebro med en 1. plads i bagagen.

Stol afhjælper rygskader
Det var fem meget glade elever, der kunne gå på scenen og modtage 1. pladsen i Da Vinci. Nikolai Sørensen, Jonas Bech Pedersen, Mads Holm Andersen, Jesper Mark Mogensen og Mathilde Sofie Starcke:

- Vi har det megafedt – vi kan slet ikke være i os selv lige nu! Vi har opfundet en stol, der afhjælper rygskader. Vi har lavet et samarbejde med en fysioterapeut, som har hjulpet os. Vi har lært rigtig meget, bl.a. om hvordan ryggen fungerer, og hvad der er årsag til, at de her skader sker, og hvad der modvirker det. Og så har vi lært, at man skal arbejde hårdt, og at hvis man bliver ved, så skal det nok lykkes.

Da Vinci – udstillingskonkurrence
Da Vinci er en udstillingskonkurrence for elever fra STX, HTX, EUX og EUD. Eleverne præsenterer deres idé eller produkt for dommerne, og top 5 går videre til finalen. Præmiesponsor: Dansk Industri.

Danish Entrepreneurship Award 2018 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Fredericia Kommune, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.