To elever fra Hansenberg vandt torsdag 3. pladsen i udstillingskonkurrencen Da Vinci og 4.000 kr., da de var til Danish Entrepreneurship Award 2018.

6700 innovative unge var torsdag samlet til en dag fyldt med gåpåmod og kreative idéer til Danish Entrepreneurship Award 2018. Hansenberg havde sendt gruppen GPS Lock til Fredericia for at pitche deres idé i konkurrencen Da Vinci. Gruppen kunne glade og stolte sætte næsen mod Kolding med en flot 3. plads i bagagen.

GPS-lås til traktorer
Det var to meget glade elever, der kunne gå på scenen og modtage 3. pladsen i Da Vinci. Frederik Køhrsen og Esben Aaby Hansen kunne næsten ikke få armene ned, da de kom ned fra scenen efter store klapsalver fra salen:

- Vi er super lettede og glade over, at vores lærer fik os overtalt til at være med i konkurrencen. Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse, vi havde aldrig troet, vi ville nå så langt. Vi har lavet en GPS-lås, der skal sikre, at GPS’er i traktorer ikke stjæles. Der findes ikke andre på markedet, og derfor er vores ret speciel, lyder det fra de to unge gutter fra Kolding.

- Vi går nu og leger med tanken om at tage patent på det, så det kunne vi godt finde på at bruge pengene på. Vi vil gerne have lavet et produkt, der kan komme på markedet.

Da Vinci – udstillingskonkurrence
Da Vinci er en udstillingskonkurrence for elever fra STX, HTX, EUX og EUD. Eleverne præsenterer deres idé eller produkt for dommerne, og top 5 går videre til finalen. Præmiesponsor: Dansk Industri.

Danish Entrepreneurship Award 2018 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Fredericia Kommune, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.