Tre elever fra 10. pro på Vesterdal Efterskole med idéen UU Hjælperen vandt Idékonkurrencen for grundskolen ved Danish Entrepreneurship Award 2018

6700 innovative unge var torsdag samlet til en dag fyldt med gåpåmod og kreative idéer til Danish Entrepreneurship Award 2018. Vesterdal Efterskole havde sendt gruppen med app’en, UU Hjælperen, til Fredericia. Efter en lang dag kunne gruppen sætte kursen hjemad med førstepladsen i Idékonkurrencen for grundskolen i bagagen.

Uddannelses-app
Det var tre meget glade elever, der kunne gå på scenen og modtage førstepladsen og 10.000 kr. fra Otto Bruuns Fond.

Tue Ammundsen, Lea Martine Herforth Kølbæk og Zenia Munk Als boblede af glæde, da de kom ned fra scenen med prisen og en stor check i hænderne:

- Vi er megaglade. Det har været helt vildt fedt og sindssygt spændende. Vi har fundet på en app, der skal gøre uddannelsesvalget lettere for dem, der skal vælge en ungdomsuddannelse. Rigtig mange unge, som står over for det valg, føler ikke at de har fået den nødvendige hjælp til at vælge. Vi er i kontakt med Undervisningsministeriet, som er interesseret. Den skal vi til møde med senere på måneden.

Største
konkurrence til Danish Entrepreneurship Award 2018
Idékonkurrencen er awardens største konkurrence med omkring 2000 deltagere. Konkurrencen er for unge fra grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, som hylder alle gode idéer. Deltagerne bliver bedømt på både skriftlig idébeskrivelse og pitch af dommerne fra erhvervslivet.

Danish Entrepreneurship Award 2018 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Fredericia Kommune, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.