Fem studerende fra Professionshøjskolen Absalon vinder Idékonkurrencen for Videregående Uddannelser ved Danish Entrepreneurship Award 2018

6700 innovative unge var torsdag samlet til en dag fyldt med gåpåmod og kreative idéer til Danish Entrepreneurship Award 2018. Professionshøjskolen Absalonhavde sendt gruppen Group 1 Sante til Fredericia for at præsentere deres ide om en særlig drikkeflaske med en chip til ældre, der har problemer med dehydrering. Gruppen kunne glade og sætte kursen hjemad med førstepladsen i Idékonkurrencen for Videregående Uddannelser.

Klog flaske hjælper mod dehydrering
Det var fem meget overvældede studerende, der kunne gå på scenen og modtage førstepladsen og 10.000 kr. fra Otto Bruuns Fond. Olga Nygreen, Pia Poulsen, Zoe Thiny, Huyen Nguyen Ngoc og Simone Britta Søndergaard Larsen blev mødt med store klapsalver, knus og kram, da de kom ned fra scenen, og kunne næsten ikke tro på det:

- Det var helt vildt, og vi var meget overraskede over at vinde. Vi har udviklet idéen til at helt særlig drikkeflaske med en indbygget chip, der kan hjælpe sundhedspersonale med at aflæse ældres væskeindtag og muligvis også gøre den ældre opmærksom på, at de ikke drikker noget med lyd eller lys. Vi er en gruppe med deltagere fra Belgien, Vietnam og Danmark, og vi har kunne bruge hinandens styrker og svagheder i denne arbejdsproces, lyder det samlet fra gruppen.

Største konkurrence til Danish Entrepreneurship Award 2018
Idékonkurrencen er awardens største konkurrence med omkring 2000 deltagere. Konkurrencen er for unge fra grundskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, som hylder alle gode idéer. Deltagerne bliver bedømt på både skriftlig idébeskrivelse og pitch af dommerne fra erhvervslivet.

Danish Entrepreneurship Award 2018 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Fredericia Kommune, og er en del af Global Entrepreneurship Week Denmark.