Shop 'n' Relax

Glæden strålede ud af Team Shop ’n’ Relax, da de blev udråbt som vindere af Projekt Edison. Målet med deres projekt er at hjælpe folk med en psykisk lidelse, stressramte eller nogen, der har det svært med for mange indtryk med at handle. ”Nogle mennesker har svært at handle, når der er mange indtryk i et supermarked. Derfor vil vi dæmpe lyset, slukke baggrundsmusik og sørge for, at der er ryddeligt. Det har vi gjort i samarbejde med Fakta i Uhrhøj i Vejle,” fortæller de tre elever fra 6. klasse, der står bag Shop n’ Relax.

 

De har udviklet idéen i Projekt Edison-forløbet i løbet af efteråret under temaet ”Værdifulde fællesskaber”. ”Det har været megafedt at arbejde med noget man ikke plejer, noget nyt og det samme emne i lang tid. Vi har bl.a. lært at arbejde sammen og være mere på i timerne,” lød det fra vinderne, da de kom ned fra scenen med en check på 10.000 kr.